Denne side og de tilhørende undersider omhandler naturen og fortidsminder i Gladsaxe. Især har vi fokus på DN's kerneområde som er fredninger. Fredninger kan omhandle såvel kulturminder som natur og ofte er der sammenfaldende interesser, da næsten al natur i Danmark er kultur-natur. Læs evt. mere under naturhistorie.

Når DN-Gladsaxe mener, at det er vigtigt at fokusere på dette traditionelle område inden for DN's samlede arbejdsområde naturen skyldes det primært, at når først natur og kulturminder er væk, så er det for altid. Naturen er hele tiden i farezonen, da naturområder i princippet næsten er "gratis" for myndighederne og derfor henligger natur i almindelighed mange steder som byggegrundsreserver.

Strukturreformen har tilsyneladende gjort det område vigtigere end nogensinde, da der i princippet ikke mere er nogen andre offentlige instanser, som skal kikke kommunerne over skulderen i deres forvaltning af naturen.

I Historisk-Topografisk Selskabs årbog for 1985-1986 fremkom vores lokalhistoriker og daværende næstformand i DN-Gladsaxe Arne Hermann med resultaterne af vanskelige undersøgelser om Gladsaxe Kommune fortidsminder og landskabs-, areal- og stifredninger.

Arne Hermann beskriver i starten af sin artikel, som kan læses i sin helhed på "Arne Hermann om fortidsminder og landskabs-, areal- og stifredninger", om den manglende interesse, som var udgangspunktet i Gladsaxe Kommunes forvaltning:

"Man kan ikke sige, at Gladsaxe Kommune i udpræget grad har været begunstiget med »herlighedsværdier«, der har været fredningsværdige - og på den baggrund må en eftertid undre sig særdeles over, at sansen for natur- og miljøværdier - det lidt, der trods alt var - har været så ringe hos dem med magt og indflydelse.

Men i natur- og miljøarbejdet er der dog også lyspunkter - bl.a. fordi gode kræfter har sørget for at frede bygninger, fortidsminder og naturområder. Besynderligt nok er der aldrig udarbejdet nogen liste eller redegørelse for, hvad der er fredet i Gladsaxe Kommune og de omstændigheder, der knytter sig dertil. Hverken lokalt eller centralt findes der en sådan oversigt, som jeg gang på gang har savnet - og hvad er mere nærliggende, når man spørger sig for og kun møder beklagende skuldertræk: Find selv frem til materialet og lav så den oversigt!"

Siden Arne Hermanns pionerarbejde har DN Gladsaxe arbejdet intenst med at synliggøre yderligere "glemte" fortidsminder, fredninger, beskyttelseszoner og byggelinier.

Myndighedsansvaret for natur og miljø lå indtil 2007 primært hos Københavns Amt. Her gjorde man ikke meget for at løfte sit ansvar. Faktisk oplevede vi gentagne gange, at krænkelser mod naturen aldrig blev søgt standset af Amtes medarbejder på området. Som regel valgte man at lukke øjnene og ved en bestemt lejlighed blev det nærmest direkte udtalt, at vi ikke skulle forvente, at Amtet ville gøre noget. Det var alene op til os. Til tider har Amtet medvirket direkte mod naturens interesser. Det oplevede vi f.eks. i sagen om TV-Byen og de spidssnudede frøer.

Sammenfattende må vi konstatere, at de ansvarlige myndigheder ikke har varetaget naturen interesser i Gladsaxe. DN Gladsaxe har derfor i mange sammenhænge været alene om at udføre "myndighedsarbejde".

Du kan hjælpe os ved at blive medlem af DN eller du kan vælge blot at rette henvendelse til os, hvis du mener, at et fredet område eller miljøet mistrives. Årsagerne kan være mange. F.eks. mangler kommunen at pleje området, måske er man for hårdhændet i plejen eller måske ødelægges de fredede områder af mennesker, som ikke forstår nytten af vores fælles arv.

I efterfølgende link beskrives lokalhistorien for fredninger af natur og fortidsminder i Gladsaxe, som den på opfordring blev skrevet til Gladsaxe Miljø- og Energiråd. Det tager nogle minutter, da notatet er fylder meget pga. omfattende foto- og kortmateriale: DN-Gladsaxes fredningsnotat

Danmark Naturfredningsforening arbejder bredt for at beskytte eksisterende natur, miljø og landskaber. Lokalkomitéen arbejdsgrundlag findes i det lovgrundlag som EU og Danmark har givet os på området.

Jo tættere vi bor, desto større pres vil der være på alt, hvad vi i daglig tale karakteriserer som natur og miljø. Derfor har vi også engageret os i at bevare alle bynære grønne områder i vores lokalsamfund og for at skabe gode betingelser for den privatejede have. Det er nok i dag en almen erkendelse, at alt og alle er en del af en større sammenhæng. Det er f.eks. i Lokal Agenda 21-arbejdet blevet udtrykt gennem sloganet "Tænk globalt - handel lokalt".

Det er lokalkomitéens ønske at skabe åbenhed og viden om naturens mangfoldighed og dens sammenhæng med vort eget liv. Kun gennem oplysning og forståelse vil det på længere sigt være muligt for at bevare den fælles arv, som natur og miljø udgør. Men vores arbejde er ikke kunne bevarende. Vi vil også gerne forbedre områder, som allerede i dag er nødlidende pga. fortidens syndere og uvidenhed.

Vi vil gerne delagtiggøre alle og især vores medlemmer i den terminologi og de regler, som ligger til grund for vores arbejde i det daglige og samtidig prøve at illustrere reglernes anvendelse i forhold til den virkelighed, som omgiver os i Gladsaxe kommune.

Inden for reglerne arbejder man med fire hovedområder:

  • Kulturmindebeskyttelse.
  • Landskabsbeskyttelse.
  • Naturbeskyttelse.
  • Miljøbeskyttelse.

Disse områder reguleres især af museumsloven, naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven og planloven.

Læs evt. om naturbeskyttede og fredede områder i hele Danmark og herunder Gladsaxe på:  http://blst.planvis.dk/Index.php?menu_id=&page_id=5

© Kurt Loftkjær