Om formanden

Jeg hedder Kurt Loftkjær. Jeg født i 1952 og har boet det meste af mit liv i Gladsaxe Kommune.

Ved Mørkhøj erhvervskvarter
Da jeg var i 5-årsalderen, erhvervede mine forældre en "sommerhus-grund" (parcelhusgrund) på Snemandsvej i Herlev og et stenkast fra Gladsaxes Mørkhøjkvarter adskilt af en naturstribe som senere blev til hhv. Motorringvejen og det vi i dag kalder Kagsåstien og - parken.

Mørkhøj, det centrale Gladsaxe, Gyngemosen og Høje Gladsaxe Parken
Fra jeg var 7 år og ca. 8 år frem boede jeg i vinterhalvåret i Voldparken ved Vestvolden og Utterslev Mose og i sommerhalvåret i H/F Voldly ved Gladsaxe Trafikplads. Dengang var cyklen det foretrukne transportmiddel for børn og unge og jeg cyklede da også meget frem og tilbage mellem Voldparken og H/F Voldly. Derfor kom jeg tidligt til kende den del af Københavns Befæstningsanlæg, vi kalder Vestvolden samt Mørkhøjområdet og Gyngemoseområdet ganske godt. Jeg så Høje Gladsaxe skyde op som højhuse under forudsætning af at resten af de marker, som jeg tidligere havde besøgt med en ven for at finde spor efter stenalderen, blev udlagt som park/natur - den senere Høje Gladsaxe Park.

Jeg så alle kolonihaverne mellem Vestvolden og Hareskov Parkvej forandres til det vidstrakte boligbyggeri Tingbjerg tegnet af arkitekten og byplanlæggeren og arkitekten Steen Eiler Rasmussen, som i øvrigt var med til at udforme betænkningen Københavnsegnens Grønne Områder og senere Fingerplanen. Jeg husker stadig, at jeg, når jeg cyklede til skole gennem området, standsede op og betragtede det årligt tilbagevende rugende svanepar i Gyngemosen. Turen gennem det område af Gyngemosen, der ligger mellem den nuværende Høje Gladsaxe bebyggelse og Hareskov Parkvej var en lille eventyrlig naturslugt. Jeg gik også sammen med en af mine venner i området og kikkede efter oldtidsfund. Området var tilsyneladende kendt for det.

Til min erindringer hører også lugtindtryk. I midten af 1960'erne begyndte Utterslev Mose og Fæstningskanalen ved Vestvolden at lugte ganske forfærdeligt. Da jeg boede ca. 300 m fra Fæstningskanalen og ca. 1.000 m fra Utterslev Mose var lugten afhængig af vindretning og temperatur. Lugten varierede fra ubehagelig til overordentlig kvalmende. Årsagen til lugtgenerne var, at Gyngemoseværket, som udledte "renset" kloakvand blev overlastet, at Gladsaxe Kommunes store udbygning med boliger, som ikke blev fulgt op af udbygning af infrastruktur og herunder især rensningsværket Gyngemoseværket. Berlingske Tidende bragte i 1968 en artikel med foto visende den gryende miljøbevægelse, som ved en demonstration på Gladsaxe Rådhusplads tog kraftig afstand fra de uhumske tilstande i Gyngemosen.

Af andre lugtindtryk husker jeg fra H/F Voldly, som var nabo til fabrikken Anhydro. Til tider var der "underlige" lugte fra virksomheden, som lå 150 m fra stedet, hvor jeg boede om sommeren. Fabrikken opbevarede nogle materialer i tromler, som min far fra tid til anden fik en af. Den blev så brugt til at brænde affald af i. Tromlerne havde indeholdt mærkværdige kemiske stoffer, som lyste i mærkelige farver og lugtede sært, når de blev antændt. Giftige? - Det kan bestemt ikke udelukkes.

Ordet gift minder mig om en uhyggelig oplevelse beboerne havde i det lille havesamfund, hvor alle kendte alle. En af beboerne tog sit eget liv med Bladan, som er det giftstof, der engang var udbredt i Danmark og som Cheminova fortsat producerer og sælger i u-landene. Jeg husker også, at min far havde en flaske stående i ølkælderen. Den skulle bruges, hvis der viste sig uvelkomne dyr med lange nøgne haler. Flasken virkede skræmmende og med sikkerhed var det meget ubetænksomt at have en sådan gift stående i huset med tre små børn.

Gift og kunstgødning solgte mine forældre rigeligt af til lille havesamfund. Jeg genkender ikke et tilsvarende behov i mit senere haveliv.

En anden ting jeg husker som noget særligt, var forretningens salg af såkaldt krystalis til køleskabe uden elforsyning. Da de fleste ikke havde elforsyning i deres havehuse og da elektriske køleskabe ikke var almindelige endnu, blev kølebehov af madvare løst vha. krystalis, som blev produceret af i isværk - måske De forenede Bryggeriers isværk på Finsensvej, hvor produktionen i øvrigt ophørte i 1964. Isen blev bragt til haveforeningen i isolerede lastbiler to gange om ugen og jeg havde en særlig rolle. Med en såkaldt issyl huggede jeg den meterlange is ud i 4 lige store dele. Isblokke i den størrelse passede til en beholder, der anbragtes i et "køleskab". Smeltningen af isen kølede så i skabet. Efter udhugningen kørte jeg isen ud på min cykelbagagebærer.

Haveforeningens festplads blev brugt til at nyde en øl eller flere på en af pladsens 4 hvidmalede bænke. Ølforbruget var dengang ganske voldsomt og synligt og en del af min forældres kunder var vel egentlige alkoholikere.  Hvis de voksne ikke brugte bænkene, blev de ofte brugt som mål i de mange foldkampe, foreningens drenge spillede. 

En del af havehusene havde ikke eget lokum. Derfor delte de festpladsens lokumsbygning med de ølglade voksne. Tøndernes indhold endte i buskadset omkring festpladsen. Det var en ikke sjælden foreteelse at træde i særdeles blød jord, hvis man legede i buskadset. 

I en kort periode optrådte jeg som "havemand" på festpladsen. Hver søndag skulle festpladsen fremstå som nyrevet, når Dannebrog blev hesjt til tops i foreningens høje flagstang. I det øverste røde felt mod flagstangen var med hvide bogstaver anført "H/F Voldly". Det var helt almindeligt, at der blev flaget i den enkelte have.

Mens jeg endnu ikke var bevidst over, hvad visse af mine påfund kunne føre til, prøvede jeg inspireret af Anders And at fange gråspurve med brød placeret under en kasse, som blev holdt oppe af en pind forbundet med en snor. Det skal siges, at fælden fungerede efter hensigten. Desværre overlevede den indfangede fugl ikke, da den kom fælt til skade, fordi den fløj ind i kassen. En handlekraftig kvinde tog derefter livet af fuglen. Det blev enden på sådanne tanker.

Den daglige hygiejne var en kølig affære. Der var jo kun koldt vand i køkkenvaskens hane, hvor hygiegnen blev ordnet. Badning i større stil skete ved udflugt til det dengang næsten helt nye Gladsaxe Friluftsbad. Her skulle brusebad og efterfølgende badning i klorvandet nok skaffe rene børn.

Den årlige begivenhed i haveforeningen var sanktansaften, hvor børnene fik gratis is - af min far. Sankthansbålet var ofte en voldsom affære. Haveejernes haveaffald skulle skaffes af vejen og bålet blev anlagt lige ud for marketenderiet (købmanden), hvor vi boede.

Marketenderiet var en bindingsværkbygning, som bestod af forretningslokale og ølkælder, et sove- og opholdsrum for to voksne og tre børn samt et køkken. Senere der køkkenet "rullet" i en retning, der muliggjorde en tilbygning, som herefter blev soverum for mine forældre om natten og opholdsrum for hele familien om dagen. Ofte blev der inviteret kunder indenfor.

Ét år var sankthansbålet meget stort og samtidig for tæt på marketenderiet. Bålets strålevarme var så kraftig, at der i lang tid var risiko for at bygningen ville antænde. Hele natten stod der folk, som med held afkølede bygningen med vand. 

1964 var det år jeg var til Beatleskoncert i KB-hallen. En tidligere legekammerat fra Husum var i mellemtiden blevet ansat på Anhydro. Han havde foretaget et mindre opkøb af billetter til koncerten og tilbød mig en af dem. Der var tale om en ståplads til vistnok 15 kr. D. 4. juni tog jeg så som 12-årig på egen hånd fra haveforeningen til KB-hallen med de offentlige transportmidler. Lidt af en rejse, men en uforglemmelig oplevelse.

Mørkhøj langs den østlige del af Mørkhøjvej og området omkring Gyngemose var landligt og blev i begyndelsen af 1960'erne drevet som landbrug. Den sidste mark forsvandt nok i slutningen af sidste århundrede.

Området omkring H/F Voldly kom jeg til at kende rigtig godt. Ved indgangen til H/F Voldly lå et af Gladsaxes få fortidsminder, stenalder dyssekammeret. Det havde sin egen lille grønne plet, som egentlig ikke nød nogen beskyttelse. Vi børn brugte stedet til almindelig leg og selv om jeg svagt husker, at der var en person i haveforeningen, som nævnede, at der var tale om noget meget gammelt, så er det først i min voksenalder, at jeg indså sammenhængen med den i 1937 indførte fortidsmindebeskyttelse af gravhøje.

Mod nordvest bag Gladsaxe Kirkegård lå der fodboldbaner. Fodboldbanerne grænsede op til den naturstribe, som startede ved Hareskov Parkvej, hvor den var tilsluttet Gladsaxe Møllevej / Mørkhøjvej og som sluttede ved Skovbrynets Station i Hareskovene. Hvor Ringvej O3 krydsede Hareskov Parkvej, byggede man i 1960'erne vejbroen, som først blev taget i brug mange år efter. Ved broen stod en efterladt bus i mange år. Det var formentlig en af de "røde" busser, som var udrangeret. Den var til stor glæde for børnene i området, men set med nutidens øjne var det uacceptabelt. I det hele taget handlede flertallet af befolkningen uforsvarligt i forhold til miljøet på alle områder. Viden og dermed bevidsthed om natur og miljø var ganske ringe.

Naturstriben blev først til Hareskov Parkvej, herefter Hareskovvejen, Farummotorvejen og til sidst Hillerødmotorvejen, som er det navn vi alle bruger for den i disse dage. Undervejs mod Hareskoven lå Smør- og Fedtmosen helt ubemærket hen. Området blev fredet i 1943.

Vejen fik som en række andre store vejanlæg og S-bane i Gladsaxe en stor betydning for kommunens funktion. Kommunen blev langsomt men sikkert opdelt i en række usammenhængende områder af disse trafikbarrierer og med det fulgt støj og luftforurening.

Lidt nord for fodboldbanerne lå en anden naturstribe, som blev til den Motorringvejen og Kagsåstien og som jeg allerede kendte fra Snemandsvej.

Syd for H/F Voldly lå og ligger fortsat et industrikvarter. Det blev en del af vores lege- og opholdsområde. Næppe det sundeste sted, da området er kendt for nogen af de mest forurenede grunde i Danmark herunder bl.a. Cheminova på Sydmarken  Carlsen og Plenge og Resino Lak- og Farvefabrik på Mørkhøj Bygade. Vi "delte" fodboldbane med håndværkere og arbejdere på bl.a. maskinfabrikken Valdemar Henriksen og tog på mange udflugter i området. Bl.a. husker jeg ture til Mørkhøjområdet, hvor vi badede og havde tømmerflåde på det sted, hvor Canon nu har sit hovedsæde. Canonsøen er der stadig, men den lå dengang forskudt mod nord. Vi kom også i området ved Mørkhøj Bygade og på en af vores ture oplevede vi et tordenvejr, som satte hele vejen under vand.

Men meget af tiden gik med at spille bold på haveforenings festplads eller i en af de små haver. Jeg husker vores store interesse for OL i Rom i 1960. Teltslagning på de små græsplæner var også meget udbredt. Vi fik et tæt og ukompliceret forhold til naturen og de parklignende forhold, der er i en haveforening. 

Mange gode ture gik til det helt nye friluftsbassin Gladsaxe Badet, som åbnede i 1960. Det endte sine dage som reelt friluftsbad i 1980'erne og 50 m bassinet blev fyldt med forurenet jord.

Det blev også til cykelture til Værløse og det dengang smukke område ved Skovbrynet Station i udkanten af Hareskovene samt til Nybro Båd- og Kanoudlejning, hvor vi hjalp forpagteren med at tømme bådene for vand og åre. Til gengæld måtte vi fra tid til anden tage en tur i en af robådene.

En gang i mellem tog jeg på fisketur til området omkring Mølleåen og Nybro Åmose. Jeg husker stadig væk, at jeg en kold vinterdag på en af mine små ture til området så en kæmpe sandart stå ved i en våge ved bådudlejningen. Et par dage senere læste jeg i Berlingske Tidende, at sandarten var blevet fanget (med en rive). Vægten var ca. 8 kg.

Høje Gladsaxe-området
Efter afslutningen af folkeskolen begyndte jeg på Søborg Gymnasium, og kom så til at fast gennem tre år komme i Høje Gladsaxe Området, hvor det nu nedlagte Søborg Gymnasium lå.

Det gamle Gladsaxe
På dette tidspunkt blev mine forældre købmænd i H/F Carl Nielsens Minde, som ligger i nord for Gladsaxe Kirke.  I haveforeningen ligger den lille Egegård Sø, som i årevis var forurenet af ulovligt spildevand fra haverne. Sø var grobund for dårligdom og en af beboerne døde af blodforgiftning efter, at han havde vaske et sår på hånden med det forurenede vand. Jeg håber, at kommunen har fået styr på de ulovlige udledninger, så der ikke er et problem mere.

Lige ved indgangen til haveforeningen lå resterne af Gladsaxe Landsby. Der var på det tidspunkt 4-5 af de gamle bygninger i nærhed af Branddammen. På det tidspunkt var der en minigolfbane lige ved indgangen til haveforeningen. I dag ligger den ved den gamle Bagsværd Station.

Søborg- og Buddingeområdet
Kort tid efter købte mine forældre hus i Søborg, som jeg så fik et nøjere kendskab til. Megen natur kan man ikke nævne i området. Dog boede vi et stenkast fra Gorkisøen, et dødishul, som ligger inde i private villahaver. Periodevis så man konsekvensen af søens nærhed. Store vandringer af frøer forekom efter frøernes færdigudvikling. Ofte var vejen en "slagmark" med store tab.

Fortidsminder og grønne områder i øvrigt skulle man lede længe efter. Det nærmeste man kunne finde var Buddinge Batteri, som i 2009 blev fredet af Fredningsnævnet. I 2010 ophævede Naturklagenævnet fredningen.

I gymnasietiden mødte jeg mange nye mennesker, som boede i Gladsaxe og herunder min kone, som er født og vokset op i Bagsværd.

Fra folkeskolen og gymnasiet fik jeg nogle venner, som var meget naturinteresseret og det var en interesse, vi kom til at dele gennem de mange år, der gået siden.

I 1973 fik jeg min første bil, en grøn Folkevogn. Kun få måneder efter fik vi den såkaldte energikrise, Baggrunden var at der på ny brød krig ud mellem Israel og en række arabiske stater. For første gang brugte araberne olien som middel til at svække Israel, nemlig truslen om at ville stoppe olietilførelsen til de lande, der støttede Israel. Samtidig satte de olieprisen voldsomt i vejret. De arabiske lande have dengang næsten monopol på olieleverancer. I Danmark udgjorde olie 90 % af energiforbruget. Derfor blev privat bilkørsel om søndagen forbudt, gadebelysning indskrænket, husopvarmning redduceret, og man begyndte at tænke på andre energikilder.

Det var begyndelsen til at jeg og mine venner blev interesseret i det gryende begreb "grænser for vækst".

Værebroområdet
I 1976 startede jeg på civilingeniørstudiet som jeg afsluttede med interesse inden for energiområdet. I 1976 flyttede jeg også sammen med min kone i Værebro Parken, hvor vi boede i 12 år og hvor vi fik vores datter. Vi boede en del år op til den lille Værebro Sø, som ligger ved Bagsværd Svømmehal.

I alle de år brugte jeg meget tid i den helt enestående natur, som Smør- og Fedtmosen udgør. Det var i den periode jeg blev meget interesseret i at fotografere - især i naturen.

Samtidig startede jeg som ferieafløser ved Bagsværd Postkontor og her fik jeg øjne op for nye områder med natur og fortidsminder. På de meget forskellige ture kom jeg bl.a. forbi Bagsværdfortet, som jeg velvilligt udbragte post, uanset at lejeren af fortet Dansk Filmmuseum havde postboks. På mine ture i Regattakvarteret blev jeg opmærksom på den meget smukke Sommersø (Nydam), som man har offentlig adgang til fra sydsiden.

I det der kaldes Værebroområdet beliggende mellem Smør- og Fedtmosen og Hareskovene stiftede jeg bekendtskab med et stort antal meget smukke vådområder, som alle ligger i private villahaver. Som eksempler kan nævnes Skovsøen, Langemosen, Kortemosen, Kronquistsøen m.fl.

I perioden 1981 til 1983 deltog jeg i et borgerinitiativ, hvor omhandlede produktion af den lokale betalingsavis Gladsaxen. Avisen interesserede sig for meget af det, som ikke ellers blev omtalt i de to såkaldt gratis ugeaviser. Det var bl.a. emner som knyttet til miljø, som Gladsaxen prøvede at dække. 

Alt dette skærpede min interesse for naturen og d. 17. november 1986 gik jeg til min første generalforsamling i Danmarks Naturfredningsforening og blev indvalgt som suppleant og året efter som medlem af lokalkomitéen, hvor jeg har været siden. Her fik jeg en ven, som også var meget naturinteresseret og som var meget optaget af fugle. Igennem mere end et årti deltog jeg sammen med min ven i fugletællinger i Smør- og Fedtmosen. I den periode var jeg medlem af Dansk Cyklist Forbund, Dansk Ornitologisk Forening og Dansk Vandrelaug og deltog i mange ture her i landet og i Sverige. Jeg fisker også engang imellem.

Nybroområdet
I 1988 flyttede vi til Nybrokvarteret mellem Bagsværd Sø og Lyngby Sø og som tæt nabo til Radiomarken og Kongshvilesøen. Her har vi boet siden og min viden om naturen i det området er selvfølgelig øget år for år.

I 2005 blev jeg valgt til formand efter, at Bodil Due Andersen efter 20 år valgte at træde tilbage fra formandsposten for at blive almindeligt lokalkomitémedlem. Her har jeg siden på vegne af lokalkomitéen bl.a. arbejdet med fredning af Buddinge Batteri, Bagsværdfortet og Bagsværd Sø og Lyngby Sø og sikring af plejeplaner for allerede fredede områder. Endvidere har jeg brugt mange timer på at opbygge denne hjemmeside.

Naturens sårbarhed og generøsitet
I al den tid jeg kan huske, har naturen været en væsentlig del af mit liv - min "legeplads" og stedet hvor jeg kan finde min indre ro, hvis jeg da ikke forstyrres af ødelæggelser i naturen. Jeg er gennem mit liv blevet stadig  mere opmærksom på naturens generøsitet men også dens sårbarhed. Det er min grundholdning, at hver generation skal efterlade Jorden, som man modtog den. Det er formentlig en holdning som kan genfindes indianerhøvding Seattles berømte tale i 1854. Talen blev efterfølgende rekonstrueret.

Menneskene er blevet en uhyre kraft på Jorden og kan nu i løbet af kort tid ødelægge vores eksistensgrundlag. Det kan ske både bevidst og ubevidst. De ubevidste ødelæggelser bør forhindres gennem oplysning. Jeg har selv befundet mig i en uoplyst tilstand og til tider handlet ubetænksomt. Det prøver jeg at undgå fremover, men ingen er fuldkommen.

I 1986 blev jeg del af DN's lokalkomité i Gladsaxe og har siden øget min interesse for Gladsaxes kulturnatur. Jeg har således snart  gennem 25 år været en del af de aktive naturinteresserede i Gladsaxe.

Arbejdet har krævet ofre. I DN Gladsaxes arbejde for bl.a. at beskytte de beskyttede yngle- og levesteder for arten spidssnudet frø, blev lokalkomitémedlemmet John Damm Sørensen og jeg inklusiv vores familier udsat for trusler på livet. Selv om der rent formelt er stor opmærksomhed på trusler mod personer, som deltager i demokratiet, så blev der reelt ikke gjort noget for at pågribe de skyldige, som stod bag truslerne - tværtimod prøvede man at dække over de reelle sammenhænge. Vores arbejde for de beskyttede levesteder drejer især om området omkring TV-byen. På TV-byen. Krænkelse af den spidssnudet frø kan man få et indtryk af historien omkring truslerne, som involverede politiet.

Naturens afvikling
Hvis jeg kortfattet skal sætte ord på naturudviklingen i de mange år, jeg har boet i Gladsaxe, så er det mest nærliggende ord i virkeligheden naturafvikling samtidig med at landbruget forsvandt og byen trængte sig på.

Naturafviklingen ses tydeligst i forbindelse med den stadig stigende afdræning af snart sagt alle vådområder. Der findes tilsyneladende ikke det §3-område eller beskyttede dyrearter, som ikke kan undværes i Gladsaxes lokalpolitiske sfære.

Men også Hjortespringskilen har været under stort pres. Dette er sket på trods af den fremsynede socialdemokratiske politiker Olaf Forchhammer bosiddende Gladsaxe, som ansat i København Kommune i 1930'erne, var med til at foreslå de naturområder og -stisystem, bevaringsværdige bygninger og fortidsminder, som man i planinteresserede kredse mente skulle sikres for eftertiden. Udpegningen fandt sted i bogen Københavnsegnens grønne områder, 1936. Bogen blev grundlaget for Fingerplanen. Læser man bogen, vil man konstatere at en række af forslagene er gennemført, men desværre også konstatere, at man i Gladsaxe har gjort meget lidt for at følge planforslagene.

Naturen ude i verdenen
Jeg har gennem livet rejst til mange verdensdele for bl.a. at opleve naturen. Første gang var i 1963, hvor jeg om efteråret som 11-årig var på campingferie med mine forældre og to søskende og en familie, som var venner til mine forældre. Målet var den del af Jugoslavien, som i dag kaldes Kroatien. Det var en uforglemmelig tur, hvor jeg for første gang så bjerge og landskaber, som jeg aldrig tidligere havde set eller forestillet mig.

En af de ting, som jeg husker fra turen, er, at manden i den anden familie skiftede olie på sin bil i Alperne. Han tømte ganske enkelt olien ud i et hul, som han gravede. Den manglende viden om naturens sammenhænge var åbenlys set med nutidens øjne. Nogle år senere var jeg selv ved at begå samme fadæse, men jeg havde heldigvis en mere miljøbevist ven, som fik mig til at forstå det forkerte i en sådan handling.

Jeg har siden set det meste af Europa, hvor vi oftest har boet på campingpladser ude i naturen. Jeg har været adskillige gange i såvel Nord-, Mellem - som Sydamerika, i Kina i 1984 samt på Azorerne midt i Atlanterhavet og Island og Grønland og senest i Sydafrika. Rejserne har været med til at styrke mit billede af et naturfattigt Danmark. Mange steder i verden ser man rigtige nationalparker, hvor det er naturen, som har forrang. Ikke som i Danmark hvor man udnævner hele landbrugsområder og bymæssige områder som nationalparker.

Sandheden
Det kan til tider være svært at finde hoved og hale i natur- og miljøtrusler og om de overhovedet er der. Er det mennesket, der har skabt den tilsyneladende åbenlyse klimaforandring, som vi har registreret i de seneste årtier eller måske det seneste århundrede? Kan det virkeligt være så svært at gøre det rigtige? Ja, det kan det!

Som i alle andre spørgsmål bør man fare med lempe. Personligt vil jeg ikke bifalde bevægelser, som mener at kende sandheden. Det var den form for religiøsitet, katolicismen, som fastholdt menneskeheden i uvidenhed ind til reformationen i 1536, hvor katolicismen blev afløst af protestantismen.  Kætterbegrebet blev samtidigt fjernet og åbnede efterhånden for en friere videnskab.

Jeg vil tilslutte mig dem, som søger sandheden. Måske er min holdning udtryk for min naturvidenskabelige uddannelse. Her lærer man, at man skal bevise sine udsagn. Opstil en teori og bevis den med eksperimenter. Sådan har den rationelle verden fungeret siden Reformationen og Oplysningstiden, hvor den danske astronom Tycho Brahe, som måske som den første var med til at bevise en teori med eksperimenter. En holdning som formentlig har bragt os til det samfund, vi lever i dag.