DN Gladsaxe arbejder med
Siden DN Gladsaxes oprettelse i 1980 har vi arbejdet i naturens tjenesteVi er én af Danmarks Naturfredningsforenings 95 afdelinger, hvis opgave er at fremme foreningens formål indenfor vores egen kommune. I vores tilfælde altså Gladsaxe kommune. Lokalkomitéen blev stiftet i som en selvstændig Gladsaxe-afdeling d. 25. november 1980 kl. 19.30 i Stengårdsskolens Aula, Triumfvej 1. Indtil da havde Gladsaxe i en årrække indgået i en fælles lokalkomité med Lyngby-Taarbæk og Gentofte. Tilbage i 1930'erne var der muligvis en lokalkomité i Søborg.
Klik her for at se avisudklip om DN Gladsaxe i perioden 1980-1995: Avisudklip
Du kan også se under Nyheder, som tager dig med tilbage i hele DN Gladsaxes levetid. Fra 1978 til ca. 1997 er nyhederne kun vist i overskriftsform. Efter 1997 er nyhederne blevet mere uddybende og siden 1. maj 2008 er nyhederne blevet udbygget med fyldestgørende tekster med billeder.
DN havde i 2008 ca. 2.300 medlemmer i Gladsaxe kommune, hvilket svarer til ca. hver 12. husstand.
Vha. dialog, oplysning og lovgivning virker lokalkomitéen for bevaring og pleje af natur, miljø og fortidsminder i Gladsaxe kommune.
Vi arrangerer forskellige aktiviteter for foreningens medlemmer og andre interesserede hovedsaglig i det lokale område. Komitéen mødes ca. én gang om måneden, hvor indkomne sager fra f.eks. kommunen eller amtet behandles og hvor specielle aktiviteter til fremme for natur og miljø koordineres. Komitéen tager også gerne sager op på eget initiativ, ligesom henvendelser fra såvel medlemmer som ikke-medlemmer er meget velkomne. Henvendelse kan ske til kurt@loftkjaer.dk">kurt@loftkjaer.dk .
Henvendelser kan f.eks. dreje sig om forhold i lokalområdet inden for vores formål, som du mener, at vi bør tage op: Vi hører også gerne om forslag til nye arrangementer.
Det er vores håb, at vi med denne hjemmeside kan komme i kontakt med både medlemmer og andre interesserede.
DN's historie på landsplan
Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som "Forening for Naturfredning". I de første mange år var foreningens idemæssige fundament fredning af æstetiske grunde og for at sikre befolkningen adgang til strand og skov, især til Øresundskysten og Dyrehaven. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: Madpapir og æggeskaller, Pynter ej i skovens haller[1]. Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende. Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af statsminister Thorvald Stauning. Foreningens medlemstal toppede med 260.784 medlemmer i 1987.
Formænd (fra 1963 Præsidenter)
1911-1915 Alfred Hage (1843-1922), godsejer, kammerherre, cand.polit. og tidligere landbrugsminister.
1915-1921 V.M. Amdrup, overretssagfører, sparekassedirektør
1921-1960 Erick Struckmann (1875-1962), kunstmaler
1960-1963 Vagn Jensen, kontorchef i Undervisningsministeriet
1963-1984 Valdemar M. Mikkelsen, professor i botanikved den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole
1984-1996 Svend Bichel (f. 1943), gymnasielektor
1996-2006 Poul Henrik Harritz (f. 1956), journalist
2006- Ella Maria Bisschop-Larsen (f. 1951), biolog
© Kurt Loftkjær